Persuasive Inventory

Danskernes mest uundværlige nyhedsmedie Datavisualisering til...

Mon, 21 Jan 2013 14:12:00 +0100

Danskernes mest uundværlige nyhedsmedie

Datavisualisering til illustration af avismediets krise

Blodigt efterår i avisbranchen.

Tue, 18 Sep 2012 16:13:41 +0200

Journalisten.dk skriver Sort september: Avisstillinger forsvinder:

den 17. september - Nordjyske medier skal spare 5-6 millioner kroner og håber det kan klares med frivillige fratrædelser. Der er endnu ikke sat tal på, hvor mange stillinger det vil koste, men der vil formentlig blive tale om op mod 10 stillinger.

den 14. september - Herning Folkeblad skal fyre to redaktionelle medarbejdere.

den 14. september - Fynske Medier skal fyrer¹10 journalister og en chefredaktør.

den 10. september - Lolland-Falsters Folketidende nedlægger 20 stillinger, heraf fire redaktionelle, og grafiske opgaver udliciteres.

den 5. september - TV2 melder ud, at der formentlig vil blive nedlagt stillinger i forbindelse med Projekt 100.

den 5. september - Politiken nedlægger 10-20 journalistiske stillinger. Ingen fyres, men der indføres ansættelsesstop.

den 30. august - Tre går og to bliver fyret på Midtjyske Medier.

den 29. august - Berlingske og BT gennemfører sparerunde med fem frivillige fratrædelser.

den 29. august - Weekendavisen fyrer to.

Ja, der skal ske et eller andet. Det er tydeligt for enhver. Og så har jeg slet ikke talt om oplagstalenes fald. Se den grusomme statistik over blot det seneste års udvikling herunder. Jeg kigger lidt på de her ting i dette semester.

Mon journalisten.dk også har fyret deres korrekturlæser? ↩

Konklusion (en konceptuel model)

Mon, 04 Jun 2012 14:40:00 +0200

Der er et gennemgående behov for at styrke den digitale teksts linearitet, så tekstens repræsentation fungerer i forlængelse af læserens egne mentale processor og dermed understøtter den klare kontinuerlige forståelse og tænkning. Dette bør ske ved at minimere de udefrakommende distraktioner, der ellers forbindes med den fragmenterede og associationsspringsbetingede anvendelse af digital teknologi.

Et element i dette er at ‘løfte’ teksten op fra den konceptuelle indlejring i teknologien i øvrigt, så læseren på den måde ikke først skal fordybe sig i interfacet, så at sige, for herefter at fordybe sig i teksten. Teksten skal isoleres, afgrænses, gives kanter—en margin, både i direkte og indirekte betydning, så den uendelighed, som digitaliteten indebærer, fratages teksten. Dette har fænomenologisk betydning, da teksten herved opnår en materialitet—en fænomenologisk tyngde, som endvidere kan styrkes ved at læseren i interaktion og manipulation med teksten gives mulighed for at tage ejerskab over den—at gøre den til sin egen. Denne tyngde kan yderligere styrkes, hvis tekstens software såvel som hardware er dedikeret til tekstformidling.

Det heraf muliggjorte minimale, transparente interfacedesign medvirker også til en begrænsning af belastningen på læserens perceptuelle kognition, hvorved der sker en frigørelse af mentale ressourcer til hermeneutisk immersion. Ved en prioritering af tekstens æstetik i form af applicering af typografiske principper opnås, dels at tekstens læsbarhed øges i kraft af optimering af tekstsøjlens proportioner og skriftens design, og dels vil den generelle æstetiske forbedring på et intuitivt-subjektivt plan forbedre læseoplevelsen.

Muligheden for den gode læseoplevelse vil også kunne styrkes ved en typografisk forbedring af sidelayout og forstørrelse af den tomme margin. I sammenhæng hermed vil et forbedret navigations- design, hvor teksten pagineres og dermed tilpasses skærmens format mindske den distraktion, som ligger implicit i selve navigationen i teksten.

At designe til en bedre læseoplevelse handler helt basalt om, at opnå en forståelse af, hvilke elementer, der bidrager til kontinuiteten; til den vedholdende fordybede læsning. Disse elementer skal implementeres. Men det handler i lige så basal grad om, at opnå en forståelse for, hvilke elementer der bryder denne kontinuitet—og at finde en fremgangsmåde til at eliminere disse. Ovenstående konceptuelle model kan tjene som pejlemærke i denne proces mod en bedre persuasiv formidling af tekster i en digital kontekst.

"You can converge a toaster and refrigerator, but the end result won’t be pleasing to the user"

Tue, 22 May 2012 10:12:00 +0200

“You can converge a toaster and refrigerator, but the end result won’t be pleasing to the user”

- Tim Cook (CEO for Apple Inc.) er ikke tabt bag Steve Jobs vogn, når det gælder bidske oneliners, der kritiserer andres produkter, som i dette tilfælde går ud over Microsoft Windows 8’s kombination af klassisk desktopmiljø og det nye touchbaserede (i øvrigt vildt smukke) Metro-interface. (Kilde)

"Long texts need to be read the way a marathon is run. Everything has to be comfortable—once..."

Tue, 15 May 2012 12:44:52 +0200

“Long texts need to be read the way a marathon is run. Everything has to be comfortable—once you’ve found your rythm, nothing must disturb it again. If you have a text that is going to require long-distance reading, design it so the reader has a chance to settle in.”

- Spiekermann, Erik & Ginger, E. M. (2003): Stop Stealing Sheep & find out how type works. Second edition. Berkeley, California: Adobe Press.

Publiceringsbranchen

Wed, 02 May 2012 17:41:00 +0200

erduokindeni:

Ovenstående er den ene side af sagen.

Ovenstående er den anden side af sagen.

Der er et problem her! Det er print-hulemanden, der laver alle pengene.

Mental Model Diagrams (Cartoon) | Smashing UX Design: One...

Tue, 24 Apr 2012 14:13:00 +0200

Mental Model Diagrams (Cartoon) | Smashing UX Design:

One way is to understand the motivations that drive users in general. A mental model diagram can be created to do just that—to dive deeper and discover what users are trying to accomplish, and then create solutions that match.
In this comic, Indi and Brad introduce mental model diagrams to us and how we can use them to build better websites.

Se her for den fulde version af tegneserien.

Dette er ikke at lade brugeren co-designe (som jeg før har brokket mig lidt over). Det er at lade sit design informere af brugeren. Og det er til gengæld essentielt.

Nicholas Carr om læsning

Fri, 20 Apr 2012 12:36:53 +0200

Is Google Making Us Stupid? - The Atlantic:

As the media theorist Marshall McLuhan pointed out in the 1960s, media are not just passive channels of information. They supply the stuff of thought, but they also shape the process of thought. And what the Net seems to be doing is chipping away my capacity for concentration and contemplation. My mind now expects to take in information the way the Net distributes it: in a swiftly moving stream of particles. Once I was a scuba diver in the sea of words. Now I zip along the surface like a guy on a Jet Ski.

The faster we surf across the Web—the more links we click and pages we view—the more opportunities Google and other companies gain to collect information about us and to feed us advertisements. Most of the proprietors of the commercial Internet have a financial stake in collecting the crumbs of data we leave behind as we flit from link to link—the more crumbs, the better. The last thing these companies want is to encourage leisurely reading or slow, concentrated thought. It’s in their economic interest to drive us to distraction.

og (artiklens sidste sætning):

… as we come to rely on computers to mediate our understanding of the world, it is our own intelligence that flattens into artificial intelligence.

En god artikel, som Carr sidenhen har udvidet til en hel bog: The Shallows - what the internet is doing to our brains (2010). Anbefalet læsning.

Carr er meget kritisk og skeptisk omkring internet-mediet. Og han argumenterer ganske overbevisende og jeg kan for så vidt sagtens følge ham. Min motivation for at arbejde med læsning af digitale tekster er netop at undgå de mange negative scenarier, som Carr maler på væggen.

Vice… The book reader of the future (April, 1935 issue of...

Thu, 19 Apr 2012 14:34:00 +0200

Vice…

The book reader of the future (April, 1935 issue of Everyday Science and Mechanics)

Via Retronaut

…versa The Book of the Future by Grant Snider (2012)

Thu, 19 Apr 2012 14:30:00 +0200

…versa

The Book of the Future by Grant Snider (2012)

Værdien af gratis æstetik

Fri, 13 Apr 2012 18:33:07 +0200

Nicolai Winther-Nielsen i en anden kommentar om dette NielsenNorman-site:

Faktisk virker det som en billig side af en eller anden sloppy fyr - men det er en Nielsen Norman Group side. Det sidste nye æstetiske skrig er det godt nok ikke. De kunne jo bare vælge sådan noget som tumblr eller andre systemer hvor man kan få æstetikken foræret. Men måske er det meningen at vise at hvis man bare er noget, kan man være aldeles ligeglad.

Og det er jo ikke så lidt sært at usability-guru’er som Nielsen et. al. kan slippe afsted med så grimme hjemmesider. Og de er jo på en eller anden mærkelig måde alligevel ikoniske. Og det bringer mig til en pointe, som jeg slog mig, da jeg læste ovennævnte kommentar.

For selv novicer (eller værere plattenheimere/skurke/kvaksalvere) kan jo ganske rigtig med tumblr-platformen såvel som et utal af andre services få en ganske nydelig hjemmeside eller blog forærende, hvilket jo helt naturligt fører til en erosion af æstetikkens betydning for kredibiliteten. Når den æstetisk smukke (og interactionsdesignmæssige funktionelt dygtige) fremtræden på denne måde bliver hvermandseje, kan den heller ikke tilskrives nogen synderlig betydning for kredibiliteten. Eller hvad?

Betyder dette så, at NielsenNorman-folkene alligevel ved, hvad de gør, når de ikke forsøger at persuere brugere med “bling”, men i stedet hellere vil lade indholdet tale for sig selv og udgøre den persuasive kraft i deres kommunikation?

Sidetallet som reference-standard i fremtiden

Wed, 11 Apr 2012 16:28:00 +0200

Nicolai Winther-Nielsen spørger i en kommentar til mit blogindlæg om digital vs digitaliseret om følgende:

Du kender selv traditionerne i et gammeldags fag som teologi, hvor det hele går ud på at citere andre for at modificere deres synspunkter. Dør de krav bare af sig selv?

Hvortil jeg i én (lang godt nok) sætning vil svare:

Jeg tror, at fremtiden (i kraft af web-æraens kortere attention-spans) vil tvinge os til at skrive i kortere bidder, hvilket i kombination med hyperlinket (som jo NB også kan deeplinke til foruddefinerede ‘sections’ i teksten) vil komme til at gøre ‘sidetallet’ rangen stridig, når det gælder reference-standard.

Et fremtidssikret (e.i. kort) statement, som ikke behøver sidetal for fremtidig reference. Blot dette link: http://persuasiveinventory.tumblr.com/post/20903766290

John Hoy-Taylor: Instapaper

Wed, 11 Apr 2012 12:11:16 +0200

John Hoy-Taylor: Instapaper:

Reblog herfra:

So, here’s a confession: I hadn’t really used Instapaper on the iPad, until today. I had used it on the iPhone, but it never really grabbed me. I’m not a fan of reading on my iPhone, so the app wasn’t to blame, I guess.

Using Instapaper on the new iPad, now I now see why everyone loves it, why Readability completely ripped it off (and holy-crap, did they rip it off), why Marco Armet is so well respected, and, most importantly, why it’s simplicity always wins. Sure there could be a thousand features to do a myriad of things, but Instapaper is focused and elegant.
I think a lot of apps get in the way of the content, trying to add to simple experiences with the intention of enrichment. That’s where most apps fail. Instapaper puts content centerstage, and that’s why it’s far and away the best.

Forvent mere omtale af denne fantastiske service på et senere tidspunkt. Instapaper er den app, som er mest selvskreven på min iPad. Og jeg har altså mange andre, som jeg også meget nødigt ville undvære.

Dette indlæg er det tredie i en række af skriblerier om bogen Interaction Design af Rogers, Sharp...

Tue, 03 Apr 2012 16:20:00 +0200

Dette indlæg er det tredie i en række af skriblerier om bogen Interaction Design af Rogers, Sharp og Preece (herefter RS&P). Jeg læser 3rd ed (2011) og henviser til sidetal i denne. Dette er ikke et referat af bogens indhold, men mine reaktioner, kommentarer (og hvis jeg kender mig selv ret: kritik) og tanker ud fra min læsning af bogen.

Chapter 1: What is Interaction Design? (part 3)

Designprincipper

Designprincipper er “generalizable abstractions intended to orient designers towards thinking about different aspects of their design” (p25). “They tend to be written in a prescriptive manner, suggesting to designers what to provide and what to avoid at the interface – if you like, the dos and don’ts of interaction design” (p26). De mest almindelige er visibility, feedback, constraints, consistency og affordance.

Ad. Visibilitet nævnes en interessant og for mig at se vældig vigtig iagttagelse ang. digitaliseringen af mange af vore værktøjer og ikke mindst det touchbaserede interface:

Highly visible controlling devices, like knobs, buttons, and switches, which are intuitive to use, have been replaced by invisible and ambiguous activating zones where people have to guess where to move their hands, bodies, or feet on, into, or in front of to make them work. (p26)

Eksemplet (p27), som ses her nedenfor, er fremragende og velvalgt (og underholdende).

RS&P fokuserer her måske mere på sensorbaserede løsninger, men pointen er klar nok og har også fuld gyldighed, når det drejer sig om touchskærme. Vi skal huske dette, for de mekaniske knapper havde sine forcer.¹ Derfor skal der kompenseres. Og derfor kan man ikke bare regne med, at fx Win 7’s efterfølger uden videre kan konverteres til et touch-baseret miljø. Der skal tænkes helt anderledes – hvilket der også gøres i form af det lovende Metro-interface. Her der klare farver på store flader og dermed masser af visibilitet.

Ad. begrænsning/restriktion Jeg har en forkærlighed for dette designprincip, fordi jeg mener, at man ved indsigtsfuld og meget velovervejet (for det kræves) brug heraf kan opnå en visuel såvel som funktionel enkelhed og transparens, som kan gøre selv i udgangspunktet komplekse og omfattende opgaver simple og overskuelige. Dette potentiale synes RS&P dog ikke at kunne se i deres noget spagfærdige og ordfattige gennemgang af princippet (p27).
Jeg ville mene at man med fordel i denne sammenhæng kan se i retning af persuasive principper som tunnelling og reduction som er strategier, der ved indsigtsfuld anvendelse kan tilføre et ID disse ønskede “constraints” på en god og persuasiv måde.

Ad. konsistens
Endelig kommer der omtale princippet konsistens i interfaces, som jeg før har efterlyst. Det er meget vigtigt at designe “interfaces to have similar operations and use similar elements for achieving similar tasks … [A] consistent interface is one that follows rules” (p28).
Fordelen er, som RS&P også ganske rigtigt her skriver, at konsistente interfaces er lettere at lære at beherske og bruge, således at “[u]sers have to learn only a single mode of operation that is applicable to all objects. This principle works well for simple interfaces with limited operations” (p29). Men det gælder nu i endnu højere grad i avancerede interfaces, vil jeg mene. Derfor synes jeg også, at kæden falder helt af i følgende citat:

However, it can be more problematic to apply the concept of consistency to more complex interfaces, especially when many different operations need to be designed for. For example, consider how to design an interface for an application that offers hundreds of operations, e.g. a word-processing application. There is simply not enough space for a thousand buttons, each of which maps onto an individual operation. Even if there were, it would be extremely difficult and time-consuming for the user to search through them all to find the desired operation. A much more effective design solution is to create categories of commands that can be mapped into subsets of operations.

Jeg vil mene, at forfatterne her er fanget i en alt for smal forståelse af, hvad consistency dækker over. Man gør jo da ikke op med princippet om konsistens ved at kategorisere forskellige funktioner, så de ikke alle kan tilgås på én gang. Jeg må indrømme, at jeg simpelthen ikke fatter, hvad de mener med begrebet consistency i denne sammenhæng. Dækker det for dem virkelig blot om, at man har én knap til hver funktion? For mig at se, handler det i langt højere grad om, at man har en konsistent brug af metaforer og labels, placering af knapper og navigationselementer, brug af genvejstaster og (typo)grafiske elementer o.l.

Ad. “affordance” (~visuel bedømmelse af egenskaber)
Dette princip refererer til “an attribute of an object that allows people to know how to use it” (p29). Dette er ofte en meget svær disciplin, som kan give interfacedesignere en del vanskeligheder, da den samtidig er enormt vigtig for det generelle indtryk af et stykke ID. Det skal altid være tydeligt, hvad de forskellige interface-elementer skal bruges til.
Hertil kan man i nogle tilfælde anvende en såkaldt skeuomorf tilgang, men det er en stor diskussion, hvorvidt man skal gå i den retning, som jeg ikke vil tage her. RS&P bruger ikke termen, men berører emnet ved at følge Norman (1999), der anbefaler, at man ikke designer skeuomorft:

“[H]e argues that it does not make sense to try to design for real affordances at the interface – except when designing physical devices, like control consoles, where affordances like pulling and pressing are helpful in guiding the user to know what to do” (p29).

Jeg er tilbøjelig til at give ham ret, men vil dog ikke selv udtale mig så kategorisk.

En sidste (negativ) kommentar til det (i store træk udmærkede) første kapitel i ID-bogen. RS&P har en sætning p30 nederst, der lyder:

Good interaction design involves getting the right balance between aesthetic appeal and the optimal amount and kind of information per page.

Hertil har jeg blot at sige (mens jeg tager mig til hovedet) at jeg tænker lige modsat! For forfatterne synes det at være rent æstetisk positivt, at der er mange forskellige designelementer på et givent design, som så modsat kan gøre det vanskeligt at give (kognitivt såvel som spatialt) plads til det reelle indhold. For mig at se er der en klar sammenhæng mellem det æstetisk smukke og de designmæssige valg, der er forbundet med at fremhæve indholdet. Men ok, det er måske en smagssag – og det er jeg helt villig til at indrømme. Problemet er bare, at RS&P ikke lancerer det som en sådan. Og derfor tager jeg mig til hovedet…

… mens jeg går på påskeferie og forhåbentligt opmuntret vender tilbage med kommentarer til bogens kapitel 2: Understanding and conceptualizing interaction. Stay tuned!

Og har det jo stadigvæk – de fleste vil alligevel stadig foretrække et fysisk tastatur frem for on-screen tastaturet på tablets, der på trods af dets fornuftige størrelse efter min mening stadig ikke kan hamle op med selv de ringeste fysiske tastaturer. ↩

Dette indlæg er det andet i en række af skriblerier om bogen Interaction Design af Rogers, Sharp og...

Fri, 30 Mar 2012 17:15:19 +0200

Dette indlæg er det andet i en række af skriblerier om bogen Interaction Design af Rogers, Sharp og Preece (herefter RS&P). Jeg læser 3rd ed (2011) og henviser til sidetal i denne. Dette er ikke et referat af bogens indhold, men mine reaktioner, kommentarer (og hvis jeg kender mig selv ret: kritik) og tanker ud fra min læsning af bogen.

Chapter 1: What is Interaction Design? (part 2)

Usability-målsætninger

Dette afsnit (p19–23) er et interessant og ganske godt afsnit, hvor RS&P beskriver en række målsætninger, som kan opstilles til vurdering af om det givne ID har tilstrækkelig anvendelighed/brugbarhed/usability.¹ Kortfattet udtrykkes (p19) at designet skal (være):

effective to use (effectiveness)
efficient to use (efficiency)
safe to use (safety)
having good utility (utility)
easy to learn (learnability)
easy to remember how to use (memorability)

Første punkt (effectiveness) er meget generelt og udtrykker egentlig blot, hvorvidt et produkt kan gøre det det skal. Dette er så basalt at det vel nærmest ligger på programmørens bord snarere end på interaktionsdesignerens?

Andet punkt (efficiency) refererer til måden hvorpå produktet understøtter brugeren i at udføre de givne opgaver. Et væsentligt punkt, som RS&P desværre ikke rigtigt udfolder.

Tredje punkt (safety) involverer at beskytte brugeren fra “farlige” forhold eller uønskelige situationer. Det kan i sjældne tilfælde dreje sig om eksterne forhold (fx den såkaldte dødemandsknap eller mindre dramatiske ergonomiske forhold), men oftere drejer det sig om at beskytte brugeren fra at udføre utilsigtede handlinger. Dette betyder, at interaktionsdesigneren fx skal være opmærksom på, hvilke handlinger, der i en dialogboks skal være default.
Et vigtigt element herunder er “percieved fears”, som særligt den uerfarne bruger kan opleve og som kan virke stærkt hæmmende på brugerens “confidence” i omgangen med produktet. Her skal interaktionsdesigneren forsøge at øge oplevelsen af self-efficacy (som Fogg kalder det).
Et nærliggende eksempel kunne være alle iOS-baserede enheders (dvs. iPhones og iPads) store og fremhævede eneste knap på forsiden af enheden – den såkaldte homebutton. Ligegyldigt hvad brugeren roder sig ud i, er den altid kun et klik væk. Ved aktivering af denne føres brugeren med garanti til sin genkendelige hjemmeskærm. Dette medfører en tryghed i omgangen med produktet, som inviterer til at brugeren bevæger sig ud på dybere vand, end vedkommende måske ellers ville have gjort.

Fjerde punkt (utility) handler om i hvilket omfang det designede produkt tilbyder den rette funktionalitet i forhold til brugerens mål med brugen af produktet. Et stort og grundliggende felt, som vi sikkert senere vil vende tilbage til.

Femte punkt (learnability) beskriver hvor let et system er at lære at bruge og beherske. Her skriver RS&P (p21) at “people don’t like spending a long time learning how to use a system”. Det er vældigt (og i stigende grad) sandt. Derfor er det vigtigt, at det første møde mellem system og bruger er præget af en klarhed mht. mål og mening. Når RS&P så skriver (p21) at “It seems a waste if a product provides a range of functionality that the majority of users are unable or not prepared to spend time learning how to use” kan jeg ikke andet end klappe i hænderne – og samtidig tænke, at det nævnte scenario meget let kan være udfaldet af at mange brugere bliver co-designere på et ID. (Det var netop en af mine pointer i forrige indlæg.)

Sjette punkt (memorability) beskriver hvor let brugen af et produkt er at huske, når det først er behersket. Dette punkt er selvsagt særligt vigtigt, når det drejer som om produkter/services, der kun bruges sjældent. Jeg tænker uvilkårligt her på SKATs TastSelv-løsninger som et oplagt eksempel. For at opnå en høj memorabilitet anbefales, at man undgår “obscure, illogical, og poor sequenced” operationer og i stedet anvender meningsfulde ikoner, kommando-navne og valgmuligheder i menuer. Foruden skal man også nøje overveje struktereringen af disse muligheder. Alle disse ting er enormt vigtige – og det gælder ikke blot i spørgsmål om memorabilitet!
Det undrer mig dog såre, at RS&P ikke her nævner i denne sammenhæng helt oplagte standardisering af interfacet. Det synes mig, netop at være én af de væsentligste tilgange, der kan forbedre memorabilitet såvel som learnabilitet.² Inkonsistens (som modsætning til standardisering) er en væsentlig årsag til forvirring og uforståelighed/uklarhed i interfacet. Dette gælder også indenfor det enkelte system, hvor inkonsistens er endnu mindre acceptabelt. Det er meget vigtigt at vi i ID ikke glemmer, at der skal rigtig gode grunde til at tillade en afvigelse fra de gængse standarder indenfor ikoniske metaforer, menu-opsætninger, dialogbokse o.l. Og derfor er det lettere håbløst, at ordet “standard” end ikke nævnes i dette afsnit.

Brugeroplevelsesmålsætninger

Disse er i forhold til ovenstående usability-målsætninger i høj grad subjektive, som strengt taget ikke kan designes. Men man kan designe en intenderet brugeroplevelse. Jeg har tilføjet og kommenteret lidt på skemaet p23:

Tabel 1.1 Desireable and undesireable aspects of the user experience

Jeg stiller spørgsmålstegn ved, om det er ønskeligt i særligt mange almene software-designs³ at interfacet opleves udfordrende eller overraskende. Herimod mener jeg i højere grad, at man bør sigte efter et så neutralt og ‘usynligt’ interface som muligt, der lader brugeren i fred, så vedkommende kan koncentrere sig om det primære: vha. teknologien at udføre den pågældende opgave så effektivt og gnidningsløst som muligt. Endvidere mener jeg, at det er en kvalitet, hvis systemet opleves genkendeligt (jf. overvejelserne omkring standardisering ovenfor).
Jeg stiller også spørgsmålstegn ved, om det altid er uønskværdigt, at et produkt i en eller anden forstand er kedeligt, jf netop nævnte overvejelser omkring neutral usynlighed. Og jeg synes også at førnævnte inkonsistens burde være at finde på denne black-liste over brugeroplevelser. Man ser ofte, at interfaces opfører sig inkonsistente og vilkårlige, med allerede omtalte forvirring og uklarhed til følge.

Min kritik til trods opsummeres anliggendet med gennemgangen af disse forskellige typer målsætninger meget godt (p25):

Recognizing and understanding the nature of the relationship between usability and other user experience goals is central to interaction design. It enables designers to become aware of the consequences of pursuing different combinations when designing products and highlight potential trade-offs and conflicts.

Jeg bruger herefter det engelske udtryk, da de danske synes lidt for uambitiøse i denne sammenhæng. ↩
Ok, det ord kan vist ikke fordanskes… ↩
Til RS&P’s forsvar skal her siges, at deres primære fokus velsagtens ikke nødvendigvis er software, hvorfor nogle af disse mine kritiske kommentarer ikke nødvendigvis er træffende for alle former for ID. ↩

"Reading is the means by which the world does a large part of its work. … The slightest..."

Thu, 29 Mar 2012 12:55:41 +0200

“Reading is the means by which the world does a large part of its work. … The slightest improvement either in the page or in the method of reading means a great service to the human race.”

- Huey, E. B. 1908 (p421): The psychology and pedagogy of reading. Massachusetts: MIT Press.

Således min motivation.

Dette indlæg er det første i en række af skriblerier om bogen Interaction Design af Rogers, Sharp...

Tue, 27 Mar 2012 16:02:00 +0200

Dette indlæg er det første i en række af skriblerier om bogen Interaction Design af Rogers, Sharp og Preece (herefter RS&P). Jeg læser 3rd ed (2011) og henviser til sidetal i denne. Dette er ikke et referat af bogens indhold, men mine reaktioner, kommentarer (og hvis jeg kender mig selv ret: kritik) og tanker ud fra min læsning af bogen.

Chapter 1: What is Interaction Design? (part 1)

Et centralt mål for Interaction Design (herefter ID) er at udvikle interaktive produkter, der ved brug opleves:

lette at lære
effektive
behagelige

Dette beskrives også på følgende måde (p2):

One main aim of interaction design is to reduce the negative aspects (e.g. frustration, annoyance) of the user experience while enhancing the positive ones (e.g. enjoyment, engagement).

Hvilket herligt job at være interaction designer! Jeg synes bestemt det lyder som et godt projekt.

Device clutter: convergence or specialization?:

Dette dilemma (p6) er interessant. Skal vi gå efter at designe multifunktionsenheder, som samler alle funktioner i én enhed (konvergens) eller skal man lade hver enkelt enhed gøre det, den er bedst til og have mange forskellige specialiserede enheder? Det konkrete (og absolut oplagte) eksempel er fjernbetjeninger. Her synes det mig imidlertid helt oplagt, at konvergens er at foretrække i langt de fleste tilfælde.

Mere interessant bliver det, hvis man flytter overvejelserne fra hardware til software.¹ Er det at foretrække, at et givent program kunne alt eller er det bedre, at fordele funktionaliteten rundt omkring på forskellige små special-apps? Sidstnævnte tilgang synes at vinde stor indpas på det mobile marked, hvor mange forskellige små-apps giver smartphones og tablets en helt enorm funktionsmæssig mangfoldighed, som på én gang gør dem vældigt specialiserede enheder, samtidig med at en helt anden specialfunktion kun er et swipe væk.²

Jeg er selv stor tilhænger af denne specialicering, da det ofte kan give interfacet en ønskværdig enkelhed. Store komplekse programmer som fx Microsofts Word-software kan præstere en imponerende mængde funktioner, men kravet om tilgængelig til disse fører til et ret uoverskueligt interface. Det samme kunne måske med en hvis ret siges om LMS-systemer som Moodle, der for mig at se gaber over for mange funktioner. Det er muligt, såvel i MS Word som på Moodle, at customize sin brugergrænseflade efter egne behov, men jeg tror ofte at (vi) nørder overvurderer den almindelige brugers evner såvel som interesse for at tweake og fintune systemer. Det skal virke out of the box, for konkurrencen er hård og en given software eller web-app har sjældent mere en 10 min til at overbevise en potentiel bruger om sit værd. Så med ønsket om enkelthed i brugeroplevelsen in mente vil jeg gå efter specialization frem for convergence, hvis jeg skulle vælge – når det gælder software. Men når det gælder hardware som fjernbetjeninger og andre mobile enheder er convergence i mange tilfælde at foretrække.

Om at forstå brugeren og brugskonteksten

God ID handler selvsagt om at forstå, hvem brugeren er, hvad designet skal bruges til, og hvor det skal bruges (p6). Overvejelser ang. disse spørgsmål fører til en lang række valg og beslutninger, der bør tages på baggrund af en dyb forståelse af brugeren. Denne opnåes ifølge RS&P (p8) ved følgende:

Taking into account what people are good and bad at.
Considering what might help people with the way they currently do things.
Thinking through what might provide quality user experiences.
Listening to what people want and getting them involved in the design.
Using tried and tested user-based techniques during the design process.

Jeg er helt enig, når det gælder fire af punkterne. Men pkt4 (og særligt anden del: at involvere brugeren i selve designprocessen) er for mig at se den forkerte vej at gå. Det vigtige er ikke at brugeren får lov at bestemme, hvordan et givent design skal udformes og hvilke funktionaliteter det skal indeholde. Faktisk mener jeg, at det ofte vil føre til dårlige designs, da brugerne sjældent er særligt reflekterede omkring deres anvendelse af IT. Det vigtige er at forstå brugeren på et dybt og medmenneskeligt plan. RS&P skriver (p7), nærmest som en modsætning til ovenstående, “One could use intuition and hope for the best”. Det er tydeligt, at de ikke mener, at det er nogen god idé, men dette vil jeg blot anfægte. Jeg vil hellere brug min menneskelige intuition end fokusgrupper, hvis jeg skal lave IDs. Dermed ikke sagt, at jeg ikke vil lytte til brugeren, men jeg vil i højere grad bestræbe mig på at forstå brugeren. Jeg er således enig med forfatterne, når de (p15) skriver:

Eliciting responses from potential users about what they think and feel about what has been designed, in terms of its appeal, touch, engagement, usefulness, and so on, can help explicate the nature of the user experience that the product evokes.

Og netop en forståelse af brugerens oplevelse af produktet er væsentligt for vellykket ID. Men dette er ikke “Equally important” (p6) som at involvere brugerne i designet.

Software er mit altoverskyggende fokus, hvorfor jeg også primært vil forholde mig til denne del af bogens indhold. Jeg synes det er fejlagtigt at denne bog, såvel som andre lærebøger (fx Fogg 2003), bruger så uforholdsmæssig meget plads på forskellige spidsfindige meget specialiserede (hardware-)produkter, mens de stort set ikke forholder sig til de forskellige software-typer, som alle computerbrugere anvender dag ud og dag ind (læs: internet-browsere, word-processorer, mail-klienter, o.l.). Denne kritik skal jeg nok vende tilbage til. ↩
Her er en tydelig analogi til fjernbetjeningen. Hardwaren må meget gerne være konvergent. En smartphone eller tablet er jo en samlende hub for vidt forskellige funktionaliteter. ↩

Repræsentation ≠ lagring

Wed, 21 Mar 2012 16:32:54 +0100

Jeg er af en medstuderende blevet gjort opmærksom på følgende citat af Charles Bazerman:

Digitale teknologier, der lagrer dokumenter i binære elektroniske medier, gør det i stigende grad svært for os at få menneskelig mening ud af det, vi får ud som småbidder eller som reprocesseret information bygget op om abstrakte principper, der ikke afspejler de anvendelser og betydninger, som informationen er en del af. […] Dokumenter vil få en længere varighed, end vores vision om endeløst omdannelige bits måske lægger op til.

Som jeg læser ovenstående, forekommer det mig, at Bazerman her sidder fast i en nostalgisk forståelse af information. At information er fikseret i blæk på papir, som man fysisk kan røre og annotere. At repræsentation = lagring, så at sige. Til det vil jeg med Terje Hillesund sige:

In computers, the written text is no longer physically tied to the surface of a medium that simultaneously stores and represents the text. In the computer system, storing and representation are separated, making digital text extremely malleable, moveable, and — through systems of links and search facilities — extremely accessible and essentially borderless.

Og det ser jeg helt modsat som en af den digitaliserede informations store styrker. Det trækker lidt veksler på os gamle folk, der kan huske, tiden før internettet, men for den nye generation af “digital natives”, mener jeg slet ikke, at det er et issue.

Omdannelige bits er ren repræsentation, ren form om man vil. Og jo, denne repræsentation kan få et uheldigt udtryk, således at den blokerer for formidling af mening og information,¹ men dette ikke alene i kraft af, at den er digital. For “analog”/fysisk (typisk papirbaseret) information kan da så sandelig også lide af disse skavanker. Derfor findes discipliner som typografi og layout. Og derfor blomstrer og udvikles netop nu nye discipliner som digital typografi og web-layout o.l.

Men måske har jeg misforstået ham?

Det har jeg allerede her givet helt banale eksempler på. ↩

Social læsning

Wed, 14 Mar 2012 12:16:43 +0100

Billedet via Electric Type.

Hvis man ser på læsningen fra et historisk synspunkt vil det hurtigt vise sig, at læsning stort set til alle tider har været en social aktivitet.

Allerede før alfabetets opfindelse har ‘fortællingen’ (det, der senere skulle blive læsningens objekt i form af nedskrevne fortællinger) selvsagt været en fællesskabskonstituerende aktivitet, hvor man har delt historier rundt om ildstedet. Og historierne har vandret fra ildsted til ildsted og fra den ene sociale gruppe til den anden.

Social læsning af tekster gennem historien

Efter alfabetets opfindelse blev disse fortællinger skrevet ned. Først på sten, senere pergament og endnu senere papir. I alle tilfælde var den nedskrevne fortælling en kostbar affære og en sjældenhed. Desuden var en (anan)alfabet(!) en ligeså stor sjældenhed. Disse to faktorer gjorde at læsningen forblev en social affære, hvor de få bogbegavede (i både materiel og intellektuel forstand) læste højt for de mange. Kirken har i denne sammenhæng også spillet en afgørende rolle i folks opfattelse den nedskrevne fortællings orale karakter.

Selv efter Gutenbergs demokratisering af bogmarkedet forblev læsningen de næste århundreder social.

Reading was a solitary silent process only for the educated elite who could afford to buy books. For the rest of the population, as Darnton pointed out, reading was a social activity which “took place in workshops, barns, and taverns” … [and] “while children played, women sewed, and men repaired tools.” (Cull 2011: Reading Revolutions. Citerede værk er Robert Darnton. 1990. The kiss of Lamourette: Reflections in cultural history. New York: Norton)

Men efterhånden blev bøger såvel som læseevne hvermandseje, og læsning er blevet en aktivitet, som primært forbindes med ensomhed (i ordets allerbedste betydning). Solo-læseren blev arketypen på læsehesten. Vi er selvfølgelig fortsat med at læse højt for hinanden: Mange læser stadig godnathistorier for deres børn. Og mange dansklærere sniger en læse-time ind i ny og næ, når eleverne er gået død i grammatikkens udfordringer. Og enkelte steder rundt om i landets kirker holder man stadig af og til en højmesse med tekstlæsning. Men ikke desto mindre må man nok sige, at højtlæsningen har haft sin storhedstid.

Det betyder dog ikke at social læsning er forsvundet. For social læsning er andet og mere end højtlæsning og genfortælling:

Throughout all this, and focusing particularly on booky-books because they consist of ink and paper (which, for centuries, was a really important part of this whole phenomenon, or maybe behavior is a better word), marginalia or annotations or comments or whatever you want to call them flourished. People love making notes about what they’re reading, and, let’s be honest, they love writing in books, even though generations of librarians have discouraged this behavior. (Krozser 2010: Reading in the Digital Age, or, Reading How We’ve Always Read, hvorfra jeg også har hentet inspiration til en del af ovenstående såvel som fortfølgende.)

Marginalia, noter, kommentarer, parafraser, referater, anmeldelser, filmatiseringer o.l. kan alle til en hvis grad henføres til den sociale læsning. De førstnævnte eksempler er vel nok private sålænge de rent fysisk er knyttet til bogen, men de hører dog til bogens transformation eller virkningshistorie om man vil. Og netop denne virkningshistorie er jo i høj grad en social konstruktion og udvikling.

Social digital læsning

Hvis vi nu flytter fokus til nutiden og specifikt den digitale tekst, så oplever vi jo netop, at den sociale læsning i lyset af ovenstående lever i bedste velgående og velsagtens har det bedre end nogensinde. Der kommenteres og deles og ‘likes’ som aldrig før. Vores tid er præget af en ‘I share, therefore I am’-tankegang, som, sammen med den hidtil usete grad af netværksforbunden socialitet, udgør en væsentlig drivkraft til den sociale læsning.

Men der er dog et problem, som også Krozser gør opmærksom på:

If I get books from Amazon and Barnes & Noble and All Romance eBooks and Kobo and Books on Board and, heck, my library, I certainly want the ability to engage in annotation and commentary, but I don’t necessarily want to maintain my comments and thoughts in individual silos. That would get old in about thirty seconds. I want, oh I want, my library and annotations and thoughts in a single place where I can access them easily.

Forslaget til løsningen af problemet med fragmenterede siloer til indsamling af marginalia, etc. rundt omkring på internetfora, sociale netværks-sites, blogs, etc. er selvfølgelig helt oplagt:

This user-generated content or UGC (marginalia, annotations, reviews, etc) would reside with a service — I believe this has to be the case, because publisher websites are not the right place for this — and the information would be extracted by other services (publishers, marketers) because that’s how life works. The readers have to feel like they have an ownership interest in their contributions, which is why I believe publishers cannot control this data (not to mention the disaster surrounding territorial rights that makes the ownership and associated conversations surrounding a specific work messy).

Jeg tror bare, at det er en utopi. Hvis ikke Facebook er stor nok til at fungere som aggregator af “UGC”, så er der intet, der er. Og at forestille sig at alverdens forlag skulle henvise til én verdensomspændende service, som hostede alverdens diskussioner om alverdens bøger, er endnu mindre sandsynligt. Vi må klare os med mindre. Og mindre kan også gøre det.

Mange platforme for social læsning

Mange nye udgivelser (dog typisk af faglitterær karakter) lanceres med en tilhørende hjemmeside, hvor læsere kan bidrage med kommentarer og debatter. Jacob Bøtters NQ - involvering med sociale medier og Rogers, Sharp & Preeces Interaction Design er eksempler blandt mange. Begge er dog ret dårlige eksempler (den sidste værre end den første) da, de ikke gør det, de efter min bedste overbevisning burde gøre – nemlig involvere læsererne i en debat om den pågældende bog. Dette er endog særdeles paradoksalt mht. førstnævntes tema. Det er muligt på NQ.dk at diskutere bogens indhold, men det er langt fra hovedfokus – og det lader til at det er de færreste, der kan finde community’et om bogen, da der ikke er et samlet overblik over dette. Der er ret beset ikke et ‘community’, men blot nogle isolerede kommentarfelter til de enkelte eksempler fra bogen. Og på id-book.com om Interaction Design er det endnu værre. Her er simpelthen ingen interaction(!).

Dette skal gøres meget bedre – for jeg tror, det er på den måde, at vi får opbygget og udbygget en ‘hub’ for den sociale læsning, som evt. kan integreres med Facebook og andre sociale netværk afhængigt af, hvor brugeren på det givne tidspunkt i den omskiftelige internettidsalder befinder sig. Dette i al fald, når det gælder nye bøger.

Men hvad gør vi med ældre bøger? Er initiativer som BookGluttony, readsocial, goodreads eller COPIA vejen frem? Jeg tror vi skal leve med, at der er så mange forskellige platforme. Selvom det, som også Krozser påpeger, ikke er ideelt. Eller er der bedre løsninger?

Re-thinking Reading in the Context of a New Wave of Electronic Reading Devices

Mon, 05 Mar 2012 15:31:00 +0100

Andreas Kratkys artikel fra 2011 (find den her via SpringerLink) med ovenstående (for mit projekt) lovende titel, indeholder nogle spændende overvejelser om transformationen fra et medium til et andet.

Kratky sammenligner den (nært?) forestående revolution i udgiver-branchen¹ med de allerede gennemlevede revolutioner i musik- og film-industrien. Sidstnævnte er dog endnu ikke konsekvent gennemført – ikke engang i USA og da endnu mindre i Dk.

Men det er en pointe for Kratky, at det var usability-aspekter, der gav brændstof til den digitale revolution i musikindustrien. Som argument herfor henvises til et citat fra min helt, Mark Weiser (p3):

The most profound technologies are those that disappear. They weave themselves into the fabric of everyday life until they are indistinguishable from it.

Teknologien skal være det usynlige værktøj, der blot uden videre faciliterer formidling og mulighed for konsumeringen af det pågældende indhold. Det samme skal gøre sig gældende, når det gælder digitaliseringen af offentliggørelse, distrubution og formidling af tekstbaseret indhold. Derfor er det afgørende at have for øje, at de fordele, som den digitale tekst besidder ift. den analoge, netop skal udnyttes på en sådan måde, at teksten bliver mere brugbar og at “publicering” (og evt. køb) bliver lettere og mere tilgængeligt for brugeren.

Samtidig skal de ulemper, som den digitale tekst besidder ift. den analoge, forsøges mindsket og ideelt set udryddes. Disse ulemper udgøres eksempelvis af jordnære ting som dårlig læsekomfort, når man sidder der ved skærmen og får ondt i nakken og øjnene o.l. Disse faktorer kan dog løses – og er vel allerede blevet det, hvis man tænker på fx Amazons Kindle?

Der er dog flere ulemper, som kræver en dybere analyse. Kratky fokuserer på følgende (p6):

haptic experience of the reading process
organization og the text on the page
its connection with the reading surface

På disse tre punkter er den digitale tekst i det fleste tilfælde den analoge underlegen. Løsninger indebærer overvejelser, der vedrører både design af interface og hardware-teknologi. Kratky (p6f):

The possibility of being “physically and phenomenologically (and literally) in touch with the material substrate of the text” is perceived important for our cognitive processing of the text as well as the immersive experience of the content.

Ang. det første spørgsmål om den haptiske oplevelse af læseprocessen, mener Kratky (p9) at touch-skærme er lovende, fordi du kan skabe meget intuitive og immersive interaktions-strategier som “direkte manipulation”. Dette beskrives som “quasi-tangible interactions”, der kan levere i det mindste en del af de materielle og haptiske kvaliteter som papirbogen har. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Jeg tror, at vi langsomt vil vænne os til denne quasi-tangible oplevelse og stille os tilfreds med den. Eller i hvert fald vil vore børn gøre det.

Ang. det andet spørgsmål den grafiske repræsentation af teksten på siden kritiseres nuværende elektroniske ebogslæsere o.l. for at læne sig for tæt op af print-metaforen med (animeret!) bladren i fortløbende sider og en lineær tilgang. Jeg kunne ikke være mere enig. Og argumentationen er helt i top, så det kræver lige et længere citat (p7f):

For digital reading devices we can argue that such metaphors are not necessary be- cause the complexity of operation is reduced enough to not require such conceptual support, and more importantly we argue that the use of metaphors or representations in the interface design should not support the operation of an anyways simple device but it should support the content of the text that is being read on the device. Page turning animations as part of the interface design referencing the printed book may be able to avoid the feeling of being lost in the jump from one page to another because the animation allows the eye to follow the displacement rather than jumping without mediation from one item to another. Nevertheless this creates a hybridized approach between the printed book and the digital device. Emulating the book as a metaphor to make the operation of digital texts easier is based on the same idea as implementing the desktop metaphor and makes references to other, historic media formats. It remains extraneous to the actual text and the construction of meaning from this text.

Der foretages her en distinktion mellem at interfacet består af metaforer for enheden (til løsning af trivielle opgaver som fx at bladre) og at interfacet er “allegorisk” – det vil sige, at det indtager en form, der generelt støtter oplevelsen/indholdet af teksten. Allegorisk i den forstand at interfacet konstituerer en figurativ eller symbolsk repræsentation af en eller flere kerneaspekter af teksten, som opleves gennem interfacet.

Dette sidste er dog måske endnu for ambitiøst, vil jeg mene. Kratky indrømmer da også (p9) at allegoriske interfaces er kontekstuelle og skal derfor designes til hver enkelt applikation. Men flere og flere publikationer optræder da også som selvstændige apps frem for indholdsmoduler, hvilket gør denne tilgang mulig. Dog mener jeg, at det bør være muligt at foretage en slags genrebestemmelse af en masse forskellige former for digitale teskter, således at man kan udvikle disse allegoriske interfaces til ‘content-containers’, der hver især kan indeholde klynger af tekster i samme genre og derfor med samme behov for interface-allegorier.

Men for lige at zoome ind på en enkelt pointe vil jeg anføre to afsluttende korte citater (p9):

Every translation of content from one medium into another necessitates changes in the structure and the form of experience of this content.

It is impossible to think that we can deliver the same experience quality as in the printed book in digital reading devices, even though some of the implementations of page turning and page marking in current reading interfaces might suggest that.

Jeg synes, at det er en fed tanke, at man simpelthen helt skal droppe at forsøge at konkurrere på ‘specifikationer’ – her vil papiret altid vinde.² I stedet skal man satse på en anden oplevelse. Satse på at ændre strukturen og formen på oplevelsen af indholdet. Hvad siger I?

En branche som allerede nu ikke er en egentlig afgrænset branche, da den qua ‘selvudgivelsesbølgen’ allerede nu er blevet hvermandseje og grænserne mellem publicering per se og al mulig anden offentliggørelse af materiale er blevet udflydende. ↩
Jf. i øvrigt denne meget relaterede og læsværdige artikel på ligeså anbefalelsesværdige The Verge: Sorry iBooks, paper books still win on specs. ↩